10. DNRF Chair bevilling til SDU med fokus på social mobilitet og menneskelig kapital
Er det rigtigt, at vi i Skandinavien ligger forrest i feltet, når det handler om at bryde den sociale arv? Og hvor meget kan man egentlig ændre på den sociale mobilitet? Det er spørgsmål, som professor Gregory Clark skal se nærmere på, når han til næste år kommer til Danmark for at forske på baggrund af en DNRF Chair bevilling på 10 mio. kroner.
Professor Gregory Clark er en af verdens førende økonomiske historikere, og når han kommer til Danmark, skal han lede et projekt om social mobilitet og menneskelig kapital i de nordiske lande sammen med forskere på Økonomisk Institut, SDU.
Projektet skal blandt andet skabe en database over historisk information, der kan linkes helt frem til i dag, så man kan se, hvor vi hver især kommer fra, og hvem vores tipoldeforældre og generationer før dem var. Og med den viden kan forskerne bedre vurdere graden af social mobilitet mellem generationer.
– Det er en spændende ny mulighed for mig. Danmark er et interessant land at undersøge social mobilitet i, fordi de skandinaviske lande har opnået en større grad af social mobilitet sammenlignet med de fleste lande. Samtidig har Danmark nogle af de mest omfattende data i verden, så jeg ser frem til at afprøve mine metoder i en dansk og nordisk kontekst, siger Gregory Clark.
Gregory Clark har forsket på Cambridge, Harvard, Princeton og Stanford, og har gennem de sidste 32 år bidraget til at skabe et af verdens stærkeste miljøer inden for økonomisk historie på University of California, Davis.
Læs mere om Gregory Clark og hans kommende forskning i Danmark
DNRF Chair har fokus på at styrke de danske forskningsmiljøer ved at samle både internationale og danske topforskere i Danmark. Med bevillingen til Syddansk Universitet er det 10. gang, fonden uddeler virkemidlet.