1. pladsen i DG’s Fotokonkurrence 2023 sætter fokus på type 2-diabetes i Vietnam
– Jeg lagde mærke til det billede i en strøm af billeder, som vi fik hjem fra feltarbejde i Vietnam. Det ramte mig meget dybt. Der var noget i hendes blik, der fangede mig, forklarer antropolog og professor Tine Mette Gammeltoft om fotoet, der har vundet dette års fotokonkurrence med billedet af en vietnamesisk ris-bonde. Kvinden på billedet hedder Bà Son, og billedet er taget af Gammeltofts vietnamesiske kollega, læge Dung Vũ nogle dage efter, Bà Son har fået amputeret sit ene ben.
Doktor Dung Vũ er en af de fem vietnamesiske forskere, der arbejder på den etnografiske del af Gammeltofts forskningsprojekt VALID:
– VALID har fokus på type 2-diabetes i den vietnamesiske provins Thái Bình og består blandt andet af etnografisk feltarbejde, hvor vi arbejder med 27 mennesker med diabetes og deres familier, som vi har fulgt siden 2018, fortæller Tine Gammeltoft og fortsætter:
– Bà Son er en af de 27 deltagere i projektet, og Dung og jeg har besøgt hende gennem flere år. Dung og Bà Son har udviklet en tæt relation – uden den relation kunne hun nok ikke have taget dette billede.
Tæt på en global epidemi
Projektet i Vietnam er finansieret af Udenrigsministeriet og skal styrke sundhedsindsatsen omkring kronisk sygdom, som er fokus for Danmarks strategiske sektorsamarbejde i Vietnam. Forskerne koncentrerer sig om den omsorg, som udfolder sig i hjemmet og familien, hvor meget af plejen foregår. I VALID vil forskerne indsamle mere systematisk viden om den uformelle omsorg, som dagligt praktiseres i familien og i lokalsamfundet.
Gammeltoft selv har arbejdet i og med Vietnam i 30 år. Hun kom dertil første gang i 1990’erne, da Danmark åbnede ambassade i landet og opbyggede stort bistandsprogram. Hendes forskning handlede dengang om seksuel og reproduktiv sundhed, men koncentrerer sig i dag også om kroniske sygdomme som diabetes.
– Ca. 10 procent af verdens voksne befolkning har diabetes. Så diabetes er, hvad man næsten kan kalde en global epidemi – en global sundhedskrise faktisk – fordi det er en sygdom, som rammer rigtig mange mennesker. Hvorfor gør den det? Der gør den, fordi vi efterhånden har indrettet vores verden på en måde som fremmer diabetes: Vores kostvaner ændrer sig – folk bevæger sig mindre. Mange bor i kæmpestore byer, hvor du faktisk ikke kan bevæge dig. Og der er stigende evidens for, at luftforurening også spiller en rolle, siger Gammeltoft.
– Jeg var rigtig glad for, at dommerne så det her som et billede, der fortæller os noget om global ulighed i sundhed. Hvis du lever med diabetes i et lav- eller mellem-indkomstland, er der langt større sandsynlighed for, du ikke får den rigtige behandling og ender med alvorlige følgesygdomme og amputationer, som det skete for Bà Son i fotografiet.
– Og noget af det, der driver mig mest i min forskning, er kampen mod ulighed i sundhed. At være med til at kunne identificere dynamikkerne i denne her ulighed, men også at kunne være med til at se, hvor håbet er, hvor folk slutter sig sammen, og gør noget, der kan give bedre vilkår både lokalt, nationalt og globalt.
Klubber og klasser skaber mere viden og stærkere fællesskaber
Når det gælder Vietnam, har Gammeltofts forskning vist, at der er et meget stort vidensbehov og en kæmpestor usikkerhed på diabetesområdet. Folk med diabetes og deres familier lever ofte med store ubesvarede spørgsmål og tvivl om, hvor de skal søge råd om deres sygdom. Den viden kan de ikke altid få fra det vietnamesiske sundhedsvæsen, hvor tiden til den enkelte patient er kort, og afdelingerne er overbelagte og underbemandede.
Derudover er sygdommen stadig tabubelagt, og der er en tendens til, at patienterne ikke vil besvære deres familie unødigt.
– Bà Son er et godt eksempel på den tendens, vi har set i vores etnografiske forskning: Hun vil gerne være diskret med sin sygdom, men på den måde kommer hun let – indirekte – til at forværre den, tilføjer Gammeltoft.
Den viden har inspireret forskerteamet til at udvikle et nyt tiltag i Vietnam – en pilot intervention – som kan hjælpe folk med at leve bedre med deres diabetes. Teamet har oprettet diabetesklasser og klubber ude i landsbyerne, og de har udviklet undervisningsmateriale, der giver den basale viden om sygdommen, som forskningen har vist, patienterne og deres familier mangler.
– Folk mødes i klubberne, hvor de snakker med hinanden. Og vi har arrangeret klasseundervisning for sundhedsarbejdere og enkelte patienter. Det har haft en kæmpe effekt. De rapporterer, at de har det bedre. Deltagerne oplever mindre stigmatisering og deler i højere grad deres bekymringer med hinanden.
Et fællesskab på tværs af grænser
VALID er nu i slutningen af første fase, og forskerne er ved at samle data fra de sidste fem års forskning. Og når Gammeltoft ser tilbage på de sidste fem år, så er det særligt tre ting, som hun er glad for:
– Udover udvikling af pilot interventionen som model for græsrods-sundhedsarbejde med diabetes, så er jeg også glad for den kapacitetsopbygning af unge vietnamesiske forskere, som projektet har medført. Jeg vil også gerne fremhæve den viden, projektet har opnået om, hvorfor vi mennesker nogle gange handler ’mod bedre vidende’ på sundhedsområdet. Som eksemplet i Vietnam, hvor folk prøver at drage omsorg for deres familie, og ikke ligge til last. Men hvor de i sidste ende måske netop kommer til at ligge til last som konsekvens af følgesygdomme og forværring af sygdommen. Pointen er, at selvom medicinsk viden selvfølgelig er vigtig, så viser antropologien os, hvorfor en sådan viden ikke altid er nok: nogle gange gør patientens livssituation det socialt eller følelsesmæssigt umuligt at efterleve medicinske anbefalinger, uanset hvor klare eller medicinsk meningsfulde de er. For mange er det vigtigere at høre til i en gruppe, som familien og lokalsamfundet, og passe på sine nærmeste, end det er at passe på sig selv og sin sygdom.
– Og sidst, men ikke mindst, så har foredrag i Danmark – om forskningen i Vietnam – lært mig, at danskere med diabetes ofte har de samme bekymringer om ikke at belaste familien og tvivl om, hvad der er den rigtige behandling, osv. -Så med vores forskning kan vi også bidrage til at skabe en form for global samhørighed på dette felt, slutter hun.