Ny direktør til Danmarks Grundforskningsfond
Professor Niels Mejlgaard kommer fra en stilling på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, hvor han siden 2022 har været prodekan for forskning og talentudvikling. Tidligere har han blandt andet været leder af Dansk Center for Forskningsanalyse og har beskæftiget sig med forskningspolitik og forskningsevaluering i både dansk og international sammenhæng. Mejlgaard er uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet og har en ph.d. i samfundsudvikling og planlægning fra Aalborg Universitet. Læs mere om Mejlgaards faglige profil her:
– Danmarks Grundforskningsfond har afgørende betydning for dansk forskning. Der er brug for høje ambitioner omkring kvalitet og talentudvikling, og fonden skaber gode betingelser for fremragende forskning inden for alle fagområder. Det er et stort ansvar og en opgave, som jeg ser frem til at bidrage til i samarbejde med fondens bestyrelse og sekretariat. Og så glæder jeg mig til dialog og samarbejde med de forskningsmiljøer, som fonden støtter, udtaler Mejlgaard.
DG’s formand Dorthe Dahl-Jensen er også yderst tilfreds med, at Niels Mejlgaard har sagt ja til direktørstillingen.
– Det er et utroligt godt match, siger Dahl-Jensen og fortsætter:
– Niels Mejlgaard har alle de kvalifikationer, som vi har efterlyst hos fondens nye direktør. Han har et solidt kendskab til den akademiske verden, og han har en god indsigt i fondens arbejde. Derudover er han meget dynamisk og en dygtig strateg, der kan føre os sikkert mod de mål, vi sætter os. Så jeg overlader trygt roret til Mejlgaard og ser frem til vores samarbejde.
Samtidig vil jeg også benytte lejligheden til at sige Søren-Peter Olesen en stor tak for hans tid i fonden. Hans indsats har været uvurderlig, og vi har haft et fantastisk samarbejde.
Foto: Jens Hartmann Schmidt, Au Foto