Ny digital værktøjskasse til forskningen om den menneskelige fortid
Digitale værktøjer og kunstig intelligens er en integreret del af hverdagen for de fleste – også i forskningsverdenen. Men hvordan håndterer vi de mange muligheder, faldgruber og etiske dilemmaer, der følger med den digitale udvikling?
Det er spørgsmål, som Rubina Raja, UrbNets tidligere centerleder, satte sig for at finde svar på: For lidt over to år siden blev mere end 100 forskere inden for humaniora kontaktet for at indsamle og dele viden og erfaringer fra deres arbejde med digital teknologi. Resultatet er nu samlet i The Oxford Handbook of Digital Classical Studies, som blev udgivet i juli.
– Bogen bringer det digitale og kunstig intelligens ind i hjertet af forskning, der fokuserer på den menneskelige fortid. Den henvender sig særligt til humanister og andre forskere og studerende, der beskæftiger sig med fortiden, men kan også læses af andre uden for feltet, fortæller Rubina Raja.
Der er mere end 60 kapitler i den nye håndbog, som giver et opdateret overblik over et komplekst og vidtfavnende felt. Det er en bog, der samler erfaringer og refleksioner, som kan inspirere forskerne til at udvikle deres eget kritiske blik på teknologier og deres fremtidige arbejde med kunstig intelligens.
Hvorfor nu?
Digitale værktøjer har været en del af forskernes arbejde i flere årtier og har en stor betydning i de studerendes hverdag. Derfor undrer det også Rubina Raja, at der ikke tidligere er skrevet en egentlig håndbog, som forholder sig kritisk og etisk til digital teknologi og dens betydning for forskningen. Noget af forklaringen kan være timing:
– Det er først nu, at problematikken begynder at sætte sig. Nu har vi brug for kvalificeret og kritisk viden. Og for at tale os ind i de etiske aspekter, der hele tiden dukker op. Du kan ikke komme uden om AI, men det kan være ødelæggende for dine forskningsresultater, hvis du bruger det forkert.
En global succes
Rubina Raja er stolt af den nye Oxford-håndbog. Det er, fortæller hun, noget af en bedrift, at man kunne samle så mange internationale forskere på så kort tid. Det kunne lade sig gøre, fordi grundforskningscentret UrbNet i løbet af centrets levetid har fået en helt særlig international position inden for sit felt.
– UrbNet har opbygget et globalt høj kvalitets-omdømme, og derfor har vi kunnet få dette enorme projekt realiseret så hurtigt. Alle topforskerne, som blev kontaktet, sagde ja til at skrive et bidrag, og de havde meget at byde ind med. Det er en succeshistorie!
Håndbogen trækker samtidig på de erfaringer, UrbNet har opbygget gennem årene – blandt andet arbejdet med at organisere data og gøre dem tilgængelige på en ansvarlig måde – og på en måde, der reflekterer alle de facetter, komplekse data bringer med sig. Efter mange år med indsamling af store mængder data er næste skridt at undersøge, hvad de kan bruges til – set i lyset af kunstig intelligens for eksempel.
– Som forskere har vi et ansvar for at gentænke, hvordan vi organiserer os og vores forskning, og hvordan vi gør vores komplekse data tilgængelige og genbruger dem i nye kontekster. Kun på den måde kan vi sikre, at de bliver ved med at være relevante i en tid, hvor mange ting ser bekymrende ud. Humaniora har svaret på mange af de bekymringer. Derfor har vi brug for større humanistiske projekter og centre, som giver forskerne mulighed for at udfolde deres visioner over længere tid. Det er blandt andet det, Danmarks Grundforskningsfond giver mulighed for, slutter Rubina Raja.
The Oxford Handbook of Digital Classical Studies er foruden Rubina Raja redigeret af Elton Barker og Olympia Bobou. Introduktionskapitlet skrevet af de tre redaktører er tilgængeligt open access.