Vi må ikke glemme kunsten at leve hverdagslivet

Marie drak altid sin morgenkaffe på altanen, når hun var i sin lejlighed i Beirut. Her kunne hun følge med i byggeriet af den enorme moské, som var ved at blive opført midt i boligkvarteret overfor. Det var en af de morgener, hvor hun sad på altanen med kaffen, at hun tog billedet af den unge mand, der balancerer på det spinkle stillads foran moskéen, højt over byens tage.

– Han var ved at ordne noget på den rå betonmur, og han stod næsten og dansede på det der stillads 10-15 meter oppe i luften, fortæller Marie.

– Jeg håber, at det, vi ser ved første øjekast, kan overvælde os; at mængden af beton nærmest virker brutalt, men at vi så stopper op og ser på, hvad der også foregår i billedet. At vi ser mandens dans, leg og risikovillighed i relation til moskéens struktur. At vi tænker på det som et symbol på noget, vi skal øve os i og hele tiden blive bedre til.

Vi skal se de store fortællinger i hverdagen

Det, Marie mener, vi skal blive bedre til, er også selve kernen i hendes forskning. Det handler om at se på det potentiale og de mulighedsrum, der opstår i situationer, som vi måske ikke umiddelbart kan få øje på.

Det er rum, som vi alle skaber, hvor vi sætter hverdagen sammen, som vi nu bedst kan. Og de små hverdagsrum kan, forklarer Marie, ofte være med til at fortælle, hvor et samfund bevæger sig hen.

– De historier skal også have plads. Det kræver, at man tager sig tid og sætter sig ind i dem, så man kan fortælle dem på måder, der vækker identifikation, og som viser, at vi ikke er så forskellige.

En farlig grænseleg

–Med det mener jeg, at man leger og eksperimenterer med grænserne for, hvad der er muligt i det samfund, man er en del af. Det handler ikke kun om køn og seksualitet, siger hun og fortsætter med at fortælle, at det ofte handler om at lege med grænser, der af alle mulige årsager kan være meget risikofyldte, fordi de måske bryder loven og samfundets regler for, hvordan man bør være og opføre sig.

– Kunstnerne ønsker måske at skabe sociale forandringer, men er måske også bare interesserede i at eksperimentere med individuelle udtryksformer. Og social kritik er ikke altid politiske protester eller det at gå på gaden og være meget tydelig. Det handler også om de små queer eksperimenter, der viser, hvad verden kan blive til. Og her har antropologien en særlig rolle i at zoome ind på de mulighedsrum og se, hvad der egentlig udspiller sig, og at få det dokumenteret, så vi er klar over, at de her rum findes.

Mød Marie i videoen her:

Vi skal værne om det, vi endnu ikke ved

I queer-miljøet har kunstnerne blik for at finde de muligheder og udtryk, som måske ikke er synlige i større sammenhænge, og de kan vise de små, fine nuancer og insistere på at huske mennesket.

Og i et samfund, hvor det er som om menneskelivet ikke længere er det vigtigste, holder Marie fast i, at vi skal blive ved med at fortælle de historier, der ikke blot bekræfter os i de ideer, vi allerede har.

– Det kan næsten føles lidt håbløst, fordi man forsøger at skubbe de mindre historier ud i noget, der kan virke så overvældende polariseret, og som ligesom kører i en spiral, hvor tempoet kun går op og op.

Derfor er det også vigtigt, slutter Marie, at der er nogen, som støtter den forskning, der ikke nødvendigvis svarer på de spørgsmål, som vi tror er de vigtigste lige nu, men som insisterer på, at der faktisk er vinkler ind i verden, som vi endnu ikke er klar over, er de vigtigste.