Kæmpe bakterier
Det vrimler med bakterier i et væld af former og farver på det enorme gulv, der flyder ud mellem stole og bogreoler i Viborg Gymnasiums bibliotekssal. Måske trasker du bare over gulvet for at låne en bog. Eller måske opdager du, at gulvet er levende, og du lægger dig på knæ for at komme tættere på de fascinerende figurer.
Læser du skilteteksten, vil du forstå, at det handler om rødder og den biofilm af bakterier, der ligger rundt om rødderne. At kunstværket hedder Levende jord og er skabt af kunstneren Amalie Smith.
– Værket skal gøre os klogere på den mangfoldige verden af bakterier, som gemmer sig lige under vores fødder, fortæller Amalie Smith, der har arbejdet to år på værket, der nu er blevet indviet på Viborg Gymnasium.
Vi har mødt Amalie Smith i hendes atelier, hvor hun fortæller mere om processen og værket.
Kurator Majken Overgaard havde, før Viborg Gymnasium kom på banen, ført Amalie sammen med professor Lone Gram, der er leder af grundforskningscentret CeMiSt (Center for Microbial Secondary Metabolites), og de havde mange, lange samtaler, men det førte ikke rigtig nogen steder hen.
Brikkerne faldt på plads, da Ny Carlsbergfondet spurgte Amalie, om hun ville skabe et værk til Viborg Gymnasium, der drømte om et nyt gulv i gymnasiets bibliotekssal.
Ingen havde i første omgang tænkt på et terrazzogulv med planterødder, jordbakterier og signalstoffer, heller ikke Amalie Smith. Men efter flere besøg på gymnasiet pegede pilen på et kunstprojekt, hvor gymnasielever, keramikere, bakterieforskere, terrazzolæggere og planteskolefolk i fællesskab skabte det store, smukke gulv og en tilhørende have.
– Det er altid meget gavnligt at møde vidensfelter, som ikke er ens eget, og at skulle prøve at formidle sit eget stof til dem. Fordi i den proces ser man pludselig nogle andre ting, eller man finder ud af, at man kan fortælle ting på en helt ny måde, forklarer Amalie, der blandt andet står tilbage med en meget dybere forståelse af jorden som et levende økosystem efter samarbejdet med CeMiSt.
– I samtalen med forskerne kommer billedkunstneren med en faglighed, der er meget anderledes end den akademiske faglighed. Men i virkeligheden synes jeg også, man oplever, at mange af processerne minder om hinanden. Måden man driver især grundforskning og den måde, man bedriver kunstnerisk forskning på, er i virkeligheden heller ikke så langt væk fra hinanden.