Hun læser fortiden i krystallerne

Vi mødes på Geoscience i Aarhus og går lige omkring køkkenet for at tage en kop kaffe, inden Heide låser os ind i laboratoriet.

– Det er der, jeg tog billedet, siger Heide i telefonen, da vi aftaler mødet tidligere på ugen.

Heide kaster tasken og jakken på en stol, inden hun sætter sig foran et af mikroskoperne i det lange, smalle laboratorie. Hun løfter låget af en papæske, og tager en af de små epoxy blokke med indstøbt metalstump, som hun lægger under mikroskopet. Hun stiller skarpt, trykker på nogle knapper, og så popper et billede op på computerskærmen.

– Vi ser på et meget lille stykke af en rund bælteplade fra bronzealderen, der er fundet i en kvindegrav, og vi ved, fra mange gravfund, det er en del af en kvindedragt, fortæller hun.

Billedet på skærmen viser en masse farverige figurer, og det er nok kun en ekspert, der kan se ligheden mellem dem og en smukt forarbejdet bronzeplade. Heide forklarer, hvordan det lille stykke metal er blevet slebet og poleret, for så at blive ætset, så de forskellige lag af krystaller i metallet bliver synlige.

– Krystallerne her viser, at bronzen har været smeltet i diglen, støbt og varmet op af flere omgange, men at smeden ikke har arbejdet så meget med formgivningen og dekorationen, forklarer Heide. Og det, fortsætter hun, afgjorde i sin tid også en fejde om, hvorvidt man brugte bronzeredskaber til at bearbejde bronze i bronzealderen 12-1300 år før vor tidsregning.

– Dengang havde man kun bronze- eller knogle- og stenværktøjer, men med den her metallografiske analysemetode, som blev introduceret til den danske arkæologi af metallurgen Vagn Fabritius Buchwald, kan jeg i dag vise, at bæltepladen blev bearbejdet med bronzeværktøjer. Og det er det, jeg gerne vil vise med fotoet, jeg sendte ind til fotokonkurrencen.

Mikroskopisk gamechanger

Heide læner sig tilbage i stolen, og drejer væk fra mikroskopet, inden hun fortsætter:

– Metoden her har virkelig ændret vores felt. Jeg kan fx se, hvilket metal en genstand er lavet af. Det er nemlig ikke altid til at afgøre ved en udgravning. Jeg kan også byde ind med, hvad det er for en genstand. Under mikroskopet kan jeg se, om et lille stykke jern fx har været en dolk eller en kniv, og jeg kan afgøre, hvornår genstanden er fra. Jeg kan se ind i håndværket, og afgøre, hvor langt de i en given periode har været i deres viden om metallurgi.

– Og den viden, mener Heide, er helt fantastisk, fordi det giver et indblik i, hvad man vidste om håndværket, hvor dygtig man var, og hvor ofte man producerede.

– Vi er også blevet klogere på, hvordan man har udvekslet viden i Europa: I Danmark var vi specialister i at støbe, i Europa havde man meget mere fokus på smedeteknik. Men vi kan tydeligt se på genstande fra dengang, at man har delt viden på tværs af grænserne.

Derudover er hun begejstret for den interdisciplinære måde at arbejde på – at man kan bruge naturvidenskab til at få en større viden om vores forfædre.

– Vi kan se, hvordan vores viden om teknologi har forandret sig, og vi har haft utroligt mange skift op igennem tiden. Vi kan også se, hvilke ændringer i samfundet, der har ført til ændringer i teknologien, og måske kan vi bruge vores viden fra fortiden til at ændre vores adfærd i fremtiden.

Mød Heide Wrobel her: