Forskningsformidling for børn
Fedtceller, gener og livets kode
Professor og centerleder Susanne Mandrup fra grundforskningscenteret Center for Functional Genomics and Tissue Plasticity (ATLAS) ved SDU har bidraget til Børne- og Undervisningsministeriet med formidlingsmateriale til folkeskolen, hvor man i fremtiden i faget ’Naturfag’, vil kunne dykke ned i hendes forskning om fedtceller, gener og livets kode. Materialet er en introduktion til emnet og dannet med formålet om at inspirere modtageren og forøge interessen for feltet.
Du kan læse mere om det nye undervisningsmateriale hos SDU her
Kvante Karina
Med YouTube-fænomenet Kvante Karina, skabt af Kvantebanditterne, fra DG’s Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology (CP3-Origins) introduceres børn, skoleelever og den brede befolkning for kvantefysikkens fascinerende verden og de mange mysterier, som omringer den. Med initiativet har CP3-personalet formået at øge antallet af nye fysikstuderende på Syddansk Universitet samt gøre os alle en smule klogere på et emne, der kan være svært at forstå. Kvante Karina kan nu også opleves i AR.
Myrejagten
Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) står bag det populære Citizen Science projekt ”Myrejagten”, hvor børn i alderen tre til elleve gik på jagt og indsamlede massevis af myrer ved hjælp af særligt indsamlingsudstyr. Børnene indsamlede i alt 17.000 myrer fordelt på 26 arter og hjalp derved forskerne med at skabe et mere detaljeret billede af arternes diversitet og bestemmelser. artsbestemmelser. Med data fra børnenes jagt studerede forskerne fra CMEC myrernes favorit føde i Danmark sammenlignet med resten af verden.
Læs mere om Myrejagten hos Statens Naturhistoriske Museum her
Finn Foton og Kvantefysikken
Finn Foton og Kvantefysikken er en børnebog skrevet af Jan Egesborg i samarbejde med forskerne Ulrich Busk Hoff og Ulrik Lund Andersen fra DG’s Center for Macroscopic Quantum States (BigQ). Bogen forklarer kvantefysik til børn ved hjælp af humoristiske illustrationer i fortællingen om drengen Finn Foton og hans eksperimenter med de kvantefysiske kerne-fænomener: superposition og kvantemekanisk sammenfiltring. Der er i alt tre bøger i serien, hvor den seneste Finn Foton og Havets Klimakampe blev udgivet i november 2020
Mere information om Finn Foton og hans kvante-verden kan findes her
Opdag Havet 2.0
Opdag Havet 2.0 er et undervisningsprojekt fra CMEC i samarbejde med WWF. Her blev frivillige dykkere (både børn og voksne) bedt om at indsamle biologisk viden om havet og det maritime liv i dansk farvand. Indsamlingerne blev sammenlignet med indsamlinger foretaget af professionelle dykkere for at undersøge, om også frivillige dykkere kan varetage dele af de maritime observationer i Danmark.
Mere information om Opdag Havet 2.0 og flere Citizen Science projekter fra CMEC kan findes her
Kemishow
Laboratorie-leder Peter Hald fra Center for Materialekrystallografi (CMC) står i spidsen for et kemishow lavet til danske skoleelever. I showet genererer han blandt andet hydrogen fra elektrolyse af vand og indsamler hydrogenet i en kanon, som han affyrer. Man kan desuden opleve Halds avancerede og selvbyggede automatiske skumfidus-rister, som er yderst populær til hans kemishows.
Ole Rømer Observatoriet
Lidt syd for Aarhus midtby ligger det 100 år gamle Ole Rømer Observatorie, hvor forskere fra DG’s Stellar Astrophysics Centre (SAC) inviterer skoleelever indenfor i de historiske lokaler. I årets mørke måneder, fra september til april, kan man udforske astronomiens forunderlige univers enten ved en guidet tur inde i observatoriet med korte oplæg og præsentationer af teleskoperne eller ved at observere nattehimlen gennem observatoriets tre teleskoper, hvis vejret tillader det.