Fokus på risiko og videnskabelige gennembrud
To nye publikationer fra Danmarks Grundforskningsfond sætter fokus på, hvordan forskere og forskningsfonde kan skabe bedre betingelser for banebrydende forskning.
Den ene publikation samler erfaringer og refleksioner fra forskere på fondens Centers of Excellence. Her peger forskerne blandt andet på betydningen af tid, fleksibilitet og stærke tværfaglige forskningsmiljøer, når man arbejder med ambitiøse og usikre forskningsidéer. Flere beskriver også, hvordan videnskabelig usikkerhed kan udvikle sig til en karriererisiko, særligt for yngre forskere.
Den anden publikation er et research brief udarbejdet af Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA). Briefet samler den internationale forskning om usikkerhed, risikotagning og forskningsfinansiering og undersøger, hvordan forskningsfonde vurderer, håndterer og skaber plads til forskellige former for usikkerhed i forskning og forskningsansøgninger.
Tilsammen peger de to publikationer på en central udfordring: Hvordan skaber vi plads til de mest ambitiøse og potentielt banebrydende idéer i et forskningssystem, der ofte belønner forudsigelighed og målbare resultater?
Publikationerne er en del af Danmarks Grundforskningsfonds løbende arbejde med at understøtte ambitiøs forskning med potentiale til at skabe videnskabelige gennembrud og flytte forskningsfronten