En himmelsk gåde
Opdagelsen vil gøre os klogere på, hvordan stjerner og galakser udviklede sig i universets første tid, og det er ret vildt, at en 23-årig fysikstuderende byder ind med forskning af den kaliber.
Mød Chamilla, og hør mere om hendes drømme og hverdag som ung astrofysiker.
– Jeg har altid haft en eller anden fascination af det her med, at man kan gå ud og kigge op på nattehimlen – at man ser ud i det uendelige univers, fortæller Chamilla, der egentlig var mest interesseret i kvantefysik, da hun begyndte sine fysikstudier på universitetet. Men hun mistede hurtigt interessen og rettede blikket mod stjernerne.
– Jeg fik øjnene mere og mere op for, hvor spændende og fascinerende det her egentlig er, og hvor mange spørgsmål, der er ubesvaret derude. Og jeg tror det er sådan, jeg egentlig endte herovre, forklarer Chamilla, der er tilknyttet DG-centret DAWN.
På DAWN har de adgang til data fra rumteleskopet James Webb, der også fodrede Chamilla med de data, der er kernen i hendes banebrydende opdagelse. Teleskopet svæver 1,5 millioner kilometer fra Jorden, kan kigge mod de allerfjerneste galakser og skal uddybe vores viden om, hvordan universet tog sin begyndelse.
– Jeg er kommet ind i feltet på et ret fedt tidspunkt, fordi lige da jeg for alvor begyndte at blive interesseret i astrofysikken, og begyndte at se det som min vej, så sendte man James Webb teleskopet ud i rummet. Og det er jo helt unikt, at man som studerende kan få lov til at kigge på så vanvittig god data, fortæller Chamilla begejstret.