Det handler om at redde liv
I 2022 udviklede virussen Mpox sig til en global epidemi, der gik i sig selv, uden man helt ved hvorfor.
Ph.d.-studerende Ulrik Hvid fra Pandemix (Center for Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures) er en af de forskere, der nu prøver at kortlægge epidemien ved hjælp af modellering – der med Ulriks egne ord handler om at lave en tegneserieudgave af et meget kompliceret emne for at få de vigtigste aspekter beskrevet.
Mød Ulrik, og hør, hvorfor han som biofysiker har valgt at bruge sin uddannelse på at dykke ned i Mpox-data.
– Vi vil gerne forstå, hvordan Mpox spredte sig, for sammenlignet med Corona fx, som kan ramme alle, så skal man have meget tæt kontakt for at overføre Mpox, og det gør den kompliceret at kortlægge, fortæller Ulrik, som med sin ph.d. håber på at lægge nogle vigtige brikker i et stort puslespil, der i sidste ende handler om at redde menneskeliv.
Ulrik er uddannet biofysiker, og hans hverdag består i at samle data fra så mange kilder som muligt for at kunne tegne et billede af den virkelighed, der ligger bag en epidemi.
– Vi forsøger at gennemskue, hvad der egentlig skete i 2022 og at forudse, hvad der kommer til at ske, næste gang, vi får en epidemi. Hvor mange er i højrisikogruppen, hvilken adfærd skal man have for at være i risiko for at få Mpox? Jo bedre vi forstå det, jo bedre kan vi i fremtiden fx planlægge en vaccinationsstrategi, forklarer Ulrik, og tilføjer, at det i høj grad også handler om at være på forkant med en mere aggressiv variant.
Og det ligger helt i tråd med Pandemix’ overordnede mål om at skabe et videnskatalog over forskellige typer af pandemiske trusler, så man lynhurtigt kan identificere hvilken type af epidemi, man har med at gøre, og handle på det i de første uger, hvor det er allervigtigst at skride ind.
– Der er andre end os, som også har forsket i, hvad der fik Mpox epidemien i 2022 til at stoppe. Vi er lige på trapperne med en forskningsartikel, hvor vi gennemgår tidligere teorier og kommer med vores egen analyse. I artiklen peger vi på, at epidemien måske stoppede, på grund af en adfærdsændring, som vi har kunne spore i hele Europa. Det vil sige, der har været en enormt koordineret strategi og et samarbejde – vi har formået at bekæmpe sygdommen i fællesskab. Og det viser jo, at hvis man tænker sig om, så kan man få stoppet sådan en epidemi.