De har rykket feltet inden for hjerneforskning med musikken som værktøj

Vores hjerne spår om fremtiden

De er nok de færreste, der vil sige, at musik ikke har en effekt på dem. At de for eksempel ikke bliver gladere, mere energiske, rolige eller får lyst til at bevæge sig, når de lytter til musik. Men hvad sker der egentlig i hjernen, når toner og rytmer strømmer gennem øregangen og sætter gang i neuronerne?

Det undersøger de på grundforskningscentret Music in the Brain (MIB) med et særligt fokus på teorien ”predictive coding of music”. Det går, kort fortalt, ud på, at hjernen ikke kun fungerer som passiv modtager af sanseinformation men i stedet hele tiden forudsiger, hvad den forventer at opleve og sammenligner det med, hvad der rent faktisk sker. Hjernen forsøger altså hele tiden at gætte fremtiden og justerer kun, hvis den gætter forkert.

– Og det er smart, fortæller Vuust, for vi bliver overloadet, hvis vi hele tiden tager alle sanseindtryk ind. Med predictive coding sanser vi først og fremmest det, som vores hjerne ikke havde forudset.

Det lyder abstrakt, men forestil dig, at du krydser vejen samme sted hver dag. Din hjerne ved, hvad den skal forvente. Men pludselig er der lavet en ny fodgængerovergang, din hjerne slår alarm: Hov! Noget er anderledes:

– Så omkoder vi vores model for at forudsige fremtiden. Vuust forklarer, at det samme sker, når vi lytter til musik, for når du lytter til en melodi, forudsiger din hjerne, hvad den næste tone bliver. Hvis den afviger fra det, vi forventer, så opstår der en ”prediction error” og vi må justere vores forventninger. Når det sker, kan der udløses dopamin i hjernen, og vi belønnes altså med en form for nydelse og motivation, når vi lærer og tilpasser os nye mønstre.

Noget ved musikken

– Predictive coding bruger vi her i centret som en nøgle til at forstå musik, fortæller Peter Vuust og tilføjer, at vi måske i mange tilfælde nok har erfaret, at musik påvirker os på mange forskellige måder, men at vi rent faktisk ikke ved, hvad det er for et maskineri i hjernen, der gør det.

– Men vi bruger også musik til at lære, hvad predictive coding i den menneskelige hjerne er.

Da Vuust i sin tid skrev sin ph.d., tænkte han, at han nok skulle være heldig, hvis det kom i tidsskriftet Nature, og da Vuust etablerede MIB for 10 år siden, troede han, at han ville komme til at sidde helt alene med sin interesse for teorien; at ingen andre helt ville forstå, hvad han havde gang i. Men det viste sig hurtigt at være en innovativ og frugtbar idé.

– I dag taler man om predictive coding of music som det mest naturlige i denne verden. Vi har fået et stempel som et center, der kommer med stor seriøsitet. Det betyder, at når vi går ud til konferencer, så er vi virkelig noget ved musikken. Vi fylder konferencerne, vi vinder awards, og vi publicerer i store tidsskrifter nu.

– Vi har nogle forskellige spor, som har været utroligt succesfulde. Vi har for eksempel et spor, der handler om, hvorfor mennesker bevæger sig rytmisk, og hvad der sker i hjernen, når vi bevæger os til musik. Og der er vi kommet fantastisk langt. Altså, vi har lavet en model, som de bruger alle sammen, forklarer Vuust, og han fortæller, at man, uafhængigt af centret, afholder konferencer rundt om i verden, som bygger på forskning fra MIB.

Giver forskningen en stemme i medierne

Peter Vuust har optrådt som professionel musiker siden han var 16, så han vant til at være i rampelyset, og han er efterspurgt både som jazzmusiker og forsker.

– Det er enormt fedt at have et center, der laver mange forskellige interessante ting, som jeg kan snakke om, fortæller Vuust, der gerne stiller op til interview, fordi det giver ham en 
mulighed for at påvirke samfundsdebatten og eksponere MIB’s forskning.

– Hver gang jeg siger noget, så kan jeg altid hænge det op på et bestemt forsøg, fordi vi har lavet så sindssygt mange forskellige forsøg over tid. Og det betyder, at det får en meget stærkere gennemslagskraft. Vuust understreger, at de på MIB har en regel om, at de ikke nævner forskning, der endnu ikke er publiceret.

– Altså vi taler ikke om ting, vi er i gang med, og som vi tror, vi vil finde.

Når det er sagt, så mener Vuust, det indimellem kan give negativ feedback, at han optræder så meget i medierne, men at det er en del af gamet også at formidle bredt til mennesker udenfor forskningsverden.

Inspirerer gerne, men samarbejder sjældent

MIB har rykket forskningen indenfor musik- og neurovidenskab flere felter frem, men, som tidligere nævnt, bruger andre også centrets resultater som knowhow og inspiration i deres arbejde.

– Det bliver for eksempel brugt på musik- og bevægelses hold for parkinsonpatienter. Vi var også indblandet i et forsøg med kor for patienter med KOL, der har svært ved at dyrke motion, men som kan træne lungerne ved at synge. Vi var med til at vise, at det var lige så godt som fysioterapi.

Vuust fortsætter med at fortælle, at der er mange, som gerne vil samarbejde med MIB, men at KOL-koret er et eksempel på et direkte samarbejde, fordi der var en ph.d.-studerende, der skrev om emnet[PV1] .

– Jeg har været meget præcis med at sige, at det, vi holder os indenfor, der er grundforskning. Spørgsmålet kan godt have at gøre med smerte, eller autisme eller noget andet. Men jeg vil ikke være involveret, når det så skal ud og bruges, for der er så mange problemer forbundet med det, og det bliver sindssygt hurtigt uvidenskabeligt. Så jeg forsøger at holde min sti ren, og holder mig til at undersøge mekanismerne bag virkningen af musik.

Vuust forklarer, at de i et white paper gennemgår alle de kliniske anvendelser af musik man kender til, i et sprog, så andre kan forstå, hvad tesen er, og hvilke resultater man har fundet.

– Det er den grænseflade, vi vil have til anvendelser. Så må folk tage den derfra.

Et produktivt reservat

Udover MIB’s visionære forskning, så er Vuust også stolt over, at han har fået opbygget et center, hvor der er fokus på respekt og tid til fordybelse.

– Vi har skabt et miljø, hvor vi har det sjovt sammen, og vi har givet de studerende noget her, som du ikke kan finde andre steder. Her uddanner vi super dygtige forskere, men nogle går også ud og bliver gymnasielærere eller finder arbejde i industrien.

Vuust tilføjer, at han ville ønske, alle kunne få muligheden for at være en del af et grundforskningscenter, for det er en form for reservat for de studerende og forskerne, hvor de kan koncentrere sig om at blive gode til det, de skal.

– Det har været en utrolig lykke.

I det hele taget virker Vuust som en meget tilfreds mand, der nu, når DG’s finansiering af centret stopper senere på året, heldigvis kan fortsætte med en bevilling fra Lundbeckfonden og Salling Fondene, og centret skal i de næste tre år blandt andet have fokus på at undersøge menneskelig kreativitet og opfindsomhed.

– Improvisation og kreativitet er, efter min mening, det sværeste, man kan bede en hjerneforsker om at gøre, og jeg kommer sikkert ikke i nærheden af at forstå, hvad det er. Men vi har gang i en hel masse forsøg, og så må vi se, hvor langt vi kommer med det.