Illustration

DNRF Chair: Niels Joachim Gormsen

DNRF Chair:

Niels Joachim Gormsen

Periode:

1. september 2025 - 31. august 2028

Værtsinstitution(er):

CBS

Finansmarkederne spiller en afgørende rolle for vores økonomi. Når virksomheder beslutter, om de vil investere i en ny fabrik, udvikle grøn teknologi eller satse på innovation, afhænger det i høj grad af, hvad det koster at skaffe kapital. Denne pris på kapital er en central drivkraft i økonomien – men den er samtidig svær at måle og er ofte misforstået.

I teorien burde virksomheder træffe deres beslutninger ud fra en klar vurdering af kapitalomkostningen. I praksis viser Niels Gormsens forskning, at virkeligheden ser anderledes ud. Virksomheder vurderer ofte prisen på kapital anderledes, end vi troede, og disse afvigelser er vigtige. De påvirker, hvordan virksomheder investerer, hvordan de reagerer på økonomisk politik, og hvordan de reagerer på store samfundsudfordringer som klimaforandringer. Ved at kaste lys over hvordan virksomheder faktisk opfatter og bruger kapitalomkostningen, kan vi bedre forstå dynamikken mellem finansmarkeder, erhvervsliv og samfund.

Niels’ forskningsteam beskæftiger sig samtidig med et andet grundlæggende spørgsmål: hvordan aktiemarkeder og kapitalomkostninger reagerer på renteændringer. Når renten bevæger sig, følger aktiekurserne ofte med – men ikke altid på samme måde. En nøgle til at forstå rentefølsomheden for aktiemarkedet er, hvor langt ud i fremtiden en virksomheds værdi ligger. Niels forskning viser, at dette tidsmæssige perspektiv – aktiers varighed – er afgørende for at forklare udsving i aktiekurser, og hans forskning udvikler nye metoder til at analysere dette.

Samlet set arbejder Niels på at afdække de mekanismer, der forbinder kapitalmarkeder, virksomheders beslutninger og samfundets udvikling. Målet er at skabe ny grundviden om, hvordan prisen på kapital og renter former investeringer og økonomisk dynamik – og dermed spiller en central rolle for, hvordan fremtidens økonomi tager form.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev