Illustration

Center for Glycocalyx Research (CGR)

Centerleder:

Hans Wandall

Periode:

1. september 2025 - 31. august 2031

Ansøgningsrunde:

12. ansøgningsrunde

Værtsinstitution(er):

Københavns Universitet

Bevilling:

59.999.000 kr.

CGR’s overordnede formål er at forstå, hvordan celler responderer på forskellige typer af cellulært stress. Vores fokus er cellernes overflade, som med deres komplekse lag af glykaner og proteiner både beskytter og skaber stabilitet, men samtidig integrerer signaler fra naboceller og det omkringliggende miljø.

Som et tværfagligt forskningscenter arbejder vi med det fælles mål at undersøge, hvordan sammensætningen af cellernes overflade påvirkes af cellulære signaler og det cellulære stress, der opstår ved infektioner, metaboliske belastninger og aldersbetingede forandringer.

I de senere år har vi fået markant bedre forståelse for, hvordan cellulært stress og sygdom påvirker genomet og cellernes indre. Til gengæld ved vi langt mindre om, hvordan tilsvarende belastninger påvirker sammensætningen og organiseringen af cellernes overfladeproteiner og glykaner. Det ønsker vi at ændre på og samtidig omsætte den nye viden til udvikling af målrettede behandlinger af inflammation og degenerative lidelser.

Gennem vores forskellige indfaldsvinkler og metoder vil vi kortlægge, hvordan cellulært stress og sygdom påvirker interaktionen mellem celleoverfladens komplekse lag af glykaner og proteiner, og hvordan de sygdomsspecifikke forandringer påvirker cellernes adfærd. Vi vil desuden afdække de underliggende mekanismer, og omsætte vores resultater til mere præcise og målrettede behandlinger af kroniske inflammatoriske og degenerative sygdomme.

CGR er forankret ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Tandlægeskolen, og Jesper Velgaard Olsens gruppe ved Center for Protein Research på Københavns Universitet. CGR bygger på stærke internationale samarbejder og vores ambition er at skabe en mekanistisk forståelse, der kan danne grundlag for mere præcis behandling af store sygdomsgrupper.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev