Vinderen af DG’s fotokonkurrence 2024 åbner døre til ny viden og indsigt.
– Den stærkeste drivkraft i menneskets historie, det må være kulturmødet. Det er grundstenen i menneskeheden, og det er også nøglen til vores fremtid. At vi mødes, at vi udveksler, og at vi lytter til hinanden og tager hinanden seriøst.
Sådan siger antropolog Christian Vium, der gennem en lang række videnskabelige projekter har besøgt folkeslag rundt om på kloden for at komme tættere på det oprindelige folks kultur og verdensopfattelse med kameraet som værktøj.
Vium er også vinderen af DG’s fotokonkurrence 2024 med fotoet Åbenbaring, der er taget dybt inde i Amazonas tæt på grænsen mellem Peru og Columbia. Billedet af pigen i vandet er en del af forskningsprojektet REVISITED. Her bringer Christian Vium gamle fotografier fra europæiske og amerikanske arkiver med tilbage til de steder, hvor de blev optaget for så at nyfortolke dem med efterkommerne af de oprindelige folk, der er portrætteret på de gamle fotografier.
– Nerven i projektet er at sidde sammen med folk og gå de her arkivbilleder igennem, som er 100 – 150 år gamle, som er fotograferet i de samme områder, og som afbilleder forfædre til dem, jeg sidder sammen med. Så på den måde er det selvfølgelig et følelsesladet rum, man kommer ind i, og så er det jo egentlig bare dybt, dybt fascinerende, hvilken detaljerigdom de mennesker, jeg samarbejder med, kan tillægge de her billeder, og hvor meget de kan se udover det egentlige billedes motiv. Hvad de kan læse ind i billedet og forstå ud fra det – det havde jeg aldrig selv kunne se i de her billeder.
– Målet er, fortsætter Vium, at etablere en samtale på tværs af både tid og sted, der kan bidrage til historieskrivningen og som kan udfordre, hvad vi mener at vide.
Her kan du møde Christian Vium og høre mere om vinderbilledet og forskningen bag:
Vium har besøgt Australien (2014), Amazonas (2015) og Sibirien (2017) i projektet REVISITED, hvor han hvert sted følger i sporene på en række fotografer, der har arbejdet på de tre kontinenter i perioden mellem 1867 og 1912.
Spejlinger af en virkelighed, der er åben for fortolkning
En af fotograferne er den tyske botaniker Albert Frisch, der rejser til Amazonas, nærmere bestemt Alto Solimôes-floden i 1867, hvor han tager nogle af de første fotografier af oprindelige folk. De fotografier vælger Vium i 2015 at tage med til det samme område i Amazonas:
– Jeg fandt Frisch’s materiale enormt interessant, fordi han er en af de første, der har fotograferet i Amazonas, og der er nogle karakteristika ved den måde, han har arbejdet på, der er ret enestående. Det taler ind i hele den her manipulation, der grundlæggende er i fotografiet. Altså, vi ved jo godt, at fotografiet er et billede af noget virkeligt, men det kan jo manipuleres på enormt mange måder – det er et fragment af en virkelighed, der er langt mere udstrakt og kompliceret, og det er meget tydeligt i Frisch’s billedmateriale.
Vium forklarer videre, at det er nogle af de hovedtemaer, der træder frem i Frisch’s fotografier, som han tager med tilbage til Solimôes-floden og prøver at belyse og udtrykke. Men der sker nogle ting, som gør, at projektet tager en lidt anden drejning:
– Frisch’s fotografier var et vigtigt forlæg, men grundet den måde, jeg kom til at arbejde på i Amazonas, valgte jeg at bevæge mig lidt væk fra den der en til en, dialektiske samtale, som jeg havde haft med de oprindelige fotografier i fx Australien, og jeg kom til at arbejde i et rum, som er mere allegorisk og symbolladet. Så de billeder, vi har lavet i Amazonas, er ikke i så åbenlys dialog med motiverne i Frisch’s billeder. Forstået på den måde, at han komponerede sine billeder ganske anderledes. Der er en overlap og motivligheder, men den måde jeg har arbejdet på æstetisk er mere subversiv, flertydig og åben for fortolkning, vil jeg mene.
Vium inviterer, med sine egne ord, publikum ind i en verden, der er enorm sanselig og omsluttende med billederne fra Amazonas:
– Men så har du jo det her spejl hele tiden, som er vandet, der fordobler og på en eller anden måde forvrænger den verden, der er over vandet. Og det spejl var jeg interesseret i hele tiden at arbejde med konceptuelt: hvad det er for en form for sitren. Den verden vandet spejler er jo ikke stillestående. Det gengiver ikke verden en til en. Det udfordrer, og det forvrænger og spejler på en anden måde, der måske kan få os til at tænke over, hvad der er afspejling og hvad der er ‘virkelighed’, så at sige.
Fortiden viser vejen ind i fremtiden
Et billede er interessant at arbejde med, fordi det på én og samme tid er konkret og abstrakt, fortæller Vium og fortsætter med at forklare, hvordan det, at man kan sidde sammen og tale om det, analysere det og sætte det op overfor andre billeder, åbner for nogle indgange til at forstå billedet og den kontekst, det er skabt i – både dengang, nu og i fremtiden. Og det at få en dybere indsigt i, hvordan oprindelige folk lever og forstår deres omverden kan bidrage med vigtig viden i og om vores samtid.
– Vi bliver nødt til at udfordre vores vanetænkning, at udfordre det, vi tager for givet, for at kunne bevæge os fremad på en produktiv måde. Vi befinder os i en omfattende klimakrise, vi står med nogle udfordringer, som i høj grad er et resultat af det samfund, vi har skabt, og den måde, vi producerer og forbruger på. De [oprindelige folk] har jo alle mulige løsninger; De har en forståelse af, hvad det vil sige at leve i en tæt og omsorgsfuld relation til deres omgivelser, som vi i vesten er gået væk fra, har glemt eller ignorerer. Der er behov for, at vi læner os ind i de virkelighedsopfattelser og den viden, som allerede er der og som bygger på årtusinders erfaringer.