Nyt fra MIB: Ph.d.-forsvar sætter fokus på samspillet mellem hørelsen og synet

Tidligere ph.d.-studerende Cecilie Møller fra Center for Music in the Brain (MIB) og Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, kan nu kalde sig postdoc efter at have forsvaret sin ph.d.-afhandling om samspillet mellem hørelsen og synet.

Verden er et multimodalt sted, og forskellige samtidigt aktive sensoriske systemer bidrager til vores oplevelse af den. Menneskets sanser –  eller sensoriske systemer – er altid aktive på samme tid, så selv indtryk, vi tror, kun aktiverer en enkelt sans, er ofte stærkt påvirkede af informationer fra andre sanseoplevelser. Når vi eksempelvis lytter til en samtalepartner, bruger vi også synssansen til at forstå, hvad der bliver sagt. Ved grundforskningscentret Center for Music in the Brain (MIB) forsvarede postdoc Cecilie Møller for nyligt sit ph.d.-projekt, hvor hun har undersøgt samspillet mellem netop syns- og høresansen med fokus på evnen til at skelne små toneforskelle fra hinanden.

”Lyde, deriblandt musik, består af flere elementer, herunder forskelle i tonehøjde. Det er toneforskellene, der danner grundlag for melodier. Hvis man eksempelvis skal stemme en guitar kun ved hjælp af hørelsen, eller hvis man skal vurdere, om nogen ’synger falsk’, skal man være god til at skelne små nuancer i tonehøjde,” forklarer Møller.

Den traditionelle perceptionsforskning undersøger en enkelt sans ad gangen, også kaldet ”unisensorisk perception”- en praksis, som var et nødvendigt første skridt i retningen mod at opnå værdifuld viden om sensoriske receptorer og nervers funktion. Men ifølge postdoc Cecilie Møller indebærer en beskrivelse af perceptuelle processer en redegørelse for samspillet mellem de sensoriske systemer. Som fokus for sit ph.d.-projekt har hun specifikt valgt samspillet mellem hørelsen og synet.

”Vores sanser samarbejder på kryds og tværs om at give os en præcis opfattelse af verden omkring os. Karakteristisk for lugt, smag og følesansen er, at det objekt, der danner grundlag for sådanne sanseoplevelser, nødvendigvis må være helt tæt på os. Synet og hørelsen adskiller sig derved, at de også er optaget af, hvad der sker længere væk. De fleste af vores sanseoplevelser stammer fra objekter på afstand af os, og synet og hørelsen er således ’særligt specialiserede samarbejdspartnere’.
En del forskning har eksempelvis vist, hvordan de fleste af os associerer en høj tone med et objekt placeret i en høj snarere end en lav vertikal position,” forklarer Møller.

I sit projekt undersøgte Møller først og fremmest fordelen af multisensorisk- sammenlignet med unisensorisk processering, og dernæst de individuelle forskelle i, hvordan visuel information forbedrer menneskets evne til at detektere små ændringer i tonehøjde.

Hendes resultater tager afsæt i eksperimenter med deltagelse af 49 testpersoner, hvoraf en tredjedel var professionelle musikere, med en særlig veludviklet hørelse. Et af eksperimenterne gik ud på at teste forsøgspersonernes evne til at skelne tonehøjder fra hinanden. Deltagerne blev placeret foran en computer med høretelefoner på og blev bedt om at trykke på tastaturet, når de registrerede en toneforskel i en række af ens toner. Med toneændringer som den auditive del, oplevede forsøgspersonerne også en visuel dimension i form af en cirkel placeret på en computerskærm. Sommetider ændrede cirklen sin placering på skærmen i takt med ændringer i toneforskellene.

Her viste testresultaterne blandt andet, at de af forsøgspersonerne, der ikke havde en veludviklet hørelse, havde større gavn af den visuelle information, end dem, der havde et veludviklet musikalsk øre. Fordelene ved multisensorisk sammenlignet med unisensorisk processering viste sig i form af forbedret sensitivitet – det vil sige øget evne til at høre toneforskellene – når toneforskellene optrådte samtidig med ændringer i cirklens placering på skærmen i modsætning til, når de optrådte uden ændringer i placeringen.

Dette adfærdsstudium er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Attention, Perception & Psychophysics her.

Et efterfølgende eksperiment anvendte magnetoencephalografi (MEG) – en billedteknik til at kortlægge hjerneaktivitet – for at påvise samme mønster på et tidligt processerings-stadie i hjernens primære hørebark. Derved kunne Møller ikke alene bekræfte tidligere studier, der viser, at synet bidrager til vores opfattelse af lyd, men derudover vise en sammenhæng mellem individuelle testpersoners auditive sensitivitet og graden af påvirkningen fra de visuelle informationer, de fik, også på det neurale plan.

”Vi fandt, at de deltagere, der i forvejen var gode til at skelne små toneforskelle fra hinanden i en rent auditiv forsøgsbetingelse, havde mindre gavn af de visuelle cues, de fik i den audiovisuelle betingelse, end folk, der er mindre gode til diskrimination af toneforskelle,” forklarer Møller og uddyber:

”Den vigtigste pointe, der kan uddrages af mit ph.d.-projekt, er, at der er forskel på, hvor meget synet påvirker hørelsen hos forskellige mennesker, og at denne forskel faktisk kan beskrives og endda forudsiges ud fra viden om den enkeltes auditive sensitivitet.”

Cecilie Møller er nu ansat som postdoc ved Center for Music in the Brain, og med afsæt i den viden ph.d.-projektet har givet, arbejder hun fortsat med grundforskningen af individuelle forskelle i perceptuelle processer. I fremtiden håber Møller på at kunne bruge sin viden i et nyt projekt om sammenhængen mellem børns musikalske og sproglige udvikling.



Nyhedsbrev