Forhistoriske pygmæ-gener sætter spor i Sydøstasiens genetiske landskab

DG-centerleder ved Center for GeoGenetik Eske Willerslev står i spidsen for et internationalt forskningshold, der har kortlagt den genetiske indvandring i Sydøstasien. Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science og viser, at årsagen til områdets genetiske mangfoldighed er mere kompleks, end hidtil troet.

Komplet kranie fra et Hoabinhian individ, fra Gua Cha, Malaysisk Peninsula. (Foto: Fabio Lahr)

Den genetiske og kulturelle mangfoldighed blandt befolkningsgrupper i Sydøstasien er iblandt den største i verden. Hvis man rejste tusindvis af år tilbage i tiden, ville man højst sandsynligt blive mødt med et væsentligt anderledes syn end dét, der findes i dag i området: datidens beboere ville nemlig langtfra have lignet moderne sydøstasiatere, men derimod have haft en udpræget lighed med afrikanske pygmæer.

Det viser et stort internationalt studie bygget på analyser af arkæologisk dna fra knogler og tænder, som stammer fra forhistoriske skeletter af 28 mennesker, der levede i Sydøstasien inden for de sidste 8.000 år. Studiet, som netop er udgivet i Science, er foretaget af forskere fra 43 Universiteter, heriblandt fra Japan, Thailand, Frankrig og Danmark, og blev ledet af Hugh McColl Ph.d.-studerende på Center for GeoGenetik, og centerleder samme sted, Eske Willerslev.

Indtil nu har forskere verden over i over 100 år været uenige om, hvordan indvandringen er foregået, og særligt to konkurrerende teorier har domineret diskussionen: den ene peger på, at jægere og samlere fra den såkaldte Hoabinhian-kultur, som oprindeligt indvandrede til Sydøstasien for 44.000 år siden fra Afrika, udviklede sig til agerbrugere uden indflydelse fra tidligere agerbrugere i Østasien. Den anden teori går på, at kinesiske ris-bønder immigrerede til området og fortrængte det oprindelige Hoabinhian-folk.

Det nye studie med Willerslev og Hugh McColl i spidsen viser nu, at ingen af de to teorier er helt nøjagtige, men at der derimod er tale om en mere kompleks indvandringsstruktur for at kunne forklare den genetiske mangfoldighed, der i dag karakteriserer Sydøstasien:

”Den nuværende sydøstasiatiske genetik ser ud til at være formet af fire indvandringer. Den første fandt sted, da efterkommerne af de afrikanere, der forlod Afrika for 60.000-70.000 år siden, som de første slog sig ned i Sydøstasien, for godt 40.000 år siden. Disse mennesker, Hoabinhian-kulturen, levede længe relativt uforstyrret, men for cirka 4.000 år siden mødte de en anden gruppe, der vandrede ind i området. Det var folk fra det nuværende kinesiske område – folk, der mestrede agerbrug, og i helt bogstavelig forstand havde ris med. Det var den anden indvandring til Sydøstasien – og for cirka 2.000 år siden kom så den tredje og den fjerde, fra henholdsvis Taiwan og atter en fra det nuværende Kina,” forklarer Eske Willerslev.

Resultaterne tager udgangspunkt i, hvordan indvandringen til Sydøstasien mere specifikt er foregået, herunder hvilke befolkningsgrupper, der kom til hvornår, samt hvordan de enten blandede sig med hinanden eller bortdrev hinanden. Dette har forskerne forsøgt at finde ud af, ved at foretage komplette kortlægninger af hvert enkelt af de i alt 28 skeletters individuelle arvemasse – også kaldet genomer. De gamle skeletter stammer fra henholdsvis Malaysia, Laos og Japan og som en del af undersøgelsen, har forskerne sammenholdt det genetiske materiale med arkæologisk materiale i form af redskaber og andre menneskeskabte effekter fra daterede udgravninger i området.

Udover kortlægningen af den mere komplekse indvandring, har forskerholdet fundet ud af, at til trods for, at de oprindelige Hoabinhian-beboere med tiden fortrak til de sydøstasiatiske øer, er der ikke tale om en egentlig fortrængning.

Analyser af det gamle knogle- og tandmateriale, tyder i stedet på, at gener fra det lavstammede Hoabinhian-folk blev blandet med generne fra de væsentligt højere kinesiske indvandrere – som dermed har bevaret dele af Hoabinhian-folkets pygmæ-genetik frem til i dag:

”De to grupper havde derimod sex med hinanden, og på den måde blev pygmæ-gener indlejret i den sydøstasiatiske gen-pool, hvor de i vid udstrækning stadig findes. Man kan fundere på, om det er en af årsagerne til, at mange sydøstasiater – sammenlignet med eksempelvis europæere – rent fysisk er så små. Det er næppe en forklaring, som dækker totalt, men det kan meget vel være en bidragende faktor,” fortæller Willerslev.

Find den videnskabelige artikel hos Science her. 

Læs mere hos Lundbeckfonden her.

Du kan læse mere om forskningsresultaterne hos University of Cambridge her.



Nyhedsbrev