Forskning fra Center for GeoGenetik afslører genetisk tilpasning til at dykke hos asiatisk havfolk

Ph.d.-studerende Melissa Ilardo fra Center for GeoGenetik, vejledet af professor Eske Willerslev og professor Rasmus Nielsen, har afsløret hemmeligheden bag et sydøstasiatisk kystfolks særlige evne til at fridykke. Forskningsresultatet er netop bragt i tidsskriftet Cell.

En Bajau-dykker jagter fisk ved hjælp af et traditionelt spyd (Foto: Melissa Ilardo)

De fleste mennesker kan maksimalt holde vejret i omkring et minuts tid. Men hos Bajau-folket, et kystfolk fra Sydøstasien, der lever som hav-nomader, er det muligt at holde vejret exceptionelt lang tid, når de fridykker efter fisk. Hemmeligheden bag deres imponerende ilt-kapacitet er nu blevet afsløret af Ph.d.-studerende ved Center for GeoGenetik, Melissa Ilardo, der i sin afhandling er blevet vejledt af centerleder Eske Willerslev og professor Rasmus Nielsen.

Studiet er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Cell, og resultatet er et sjældent set tegn på forsat evolution hos mennesket.

I mere end 1000 år har Bajau-folket berejst de Sydasiatiske farvande i hjemmebyggede husbåde og indsamlet føde ved fridykning med spyd. Nu bosat nær Indonesiske øer er de kendt for at besidde en exceptionel evne til at holde vejret, når de dykker. Medlemmer af Bajau-befolkningen kan nemlig dykke op til 70 meter med blot et par vægte og en traditionel dykkermaske af træ. Da de aldrig dykker om kap, er man uvidende omkring, præcis hvor længe de er i stand til at holde vejret, men Melissa Ilardo blev fortalt af et medlem, at han engang holdt vejret i 13 minutter.

Længe har der hersket videnskabelige hypoteser om, at milten spiller en afgørende rolle for menneskets evne til at fridykke i længere tid ad gangen, men det er først med Ilardo’s studie, at man finder bevis for en genetisk sammenhæng mellem miltens størrelse og evnen til at dykke.

”Der er ikke meget information omkring menneskets milt i forhold til fysiologien og genetikken, men vi ved fx, at sæler, der dykker dybt, har en uforholdsmæssig stor milt. Men indtil nu har det været komplet uvist, hvorvidt hav-nomader som Bajau genetisk tilpasser sig til deres ekstreme livsstil,” siger Melissa Ilardo.

Gennem komparative ultralyds-skanninger mellem Bajau-folket og nabofolket Salaun, der har en minimal interaktion med havet, har Ilardo fundet frem til, at milten hos Bajau-folket er 50% større end hos Salaun-folket. Milten fungerer som en iltpumpe, der sender ekstra mange røde blodlegemer ud i blodbanen, når menneskekroppen oplever, at mængden af ilt daler. Derfor er den større milt en fordel for dykkerne, idet den øger deres evne til at udholde iltmangel.

Ilardo blev oprindeligt advaret imod at foretage dette som et Ph.d.-projekt af sine vejledere Eske Willerslev og Rasmus Nielsen, der mente, at det kunne være for risikofyldt, da omkring 1000 års liv nær havet ikke er meget i forhold til genetisk tilpasning.

”Vi fortalte Melissa at dette var en meget risikofyldt som Ph.d., og at hun i hvert fald skulle være bevidst om, at hun måske ikke ville finde noget. Hun sagde, hun gerne ville gøre det alligevel, og det betalte sig. Melissa havde ret, og vores bekymringer var forkerte,” siger Professor Willerslev.

Den gigantiske milt er altså hemmeligheden bag Bajau-folkets særlige evne til at fridykke og er samtidig et evolutionært bevis på, hvordan et liv under havet har ændret deres gener.

Dyk ned i det den videnskabelige artikel hos tidsskriftet Cell her.

Læs mere om resultatet hos Videnskab.dk her.



Nyhedsbrev