Nye ansøgninger – Programsamarbejde med Kina

Ansøgninger modtaget inden for fondens og National Natural Science Foundation of China (NSFC)’s programsamarbejde sendes til bedømmelse ved fire internationale eksperter. Bedømmerne skal være egentlige ’peers’ og altså som minimum nyde samme internationale anseelse som ansøger.

Alle fire bedømmere identificeres alene af de to fonde, og der indhentes ikke rådgivning fra eksterne kilder vedr. identifikation af potentielle bedømmere.

Vurderingskriterier

I vurderingen af hvilke ansøgninger, som skal føre til etablering af nye dansk-kinesiske forskningscentre lægger fonden særligt vægt på følgende dimensioner (vilkårlig rækkefølge):

  • Forskningskvaliteten i ansøgningen
  • Samarbejdet mellem de danske og kinesiske forskningsmiljøer skal medføre merværdi og nyskabende resultater
  • Graden af komplementaritet i selve forskningen mellem de danske og kinesiske forskningsmiljøer

Hver bedømmer anmodes om at indsende en bedømmelsesrapport på 3 sider i overensstemmelse med et sæt ‘Terms of Reference’.

Bedømmelserne er ikke anonyme

Fonden anvender en meget åben og gennemsigtig proces, hvor både ansøger og bedømmer er bekendt med hinandens identitet. Ansøger har lejlighed til at kommentere på det foreslåede bedømmelsespanels sammensætning før ansøgningerne udsendes til bedømmelse og har ligeledes lejlighed til at kommentere bedømmelsesrapporterne forud for bestyrelsens endelige stillingtagen.

Honorar

Fonden kan tilbyde et honorar på DKK 3000 (ca. 500 US-dollars) for en bedømmelse.

For at kunne overføre honorar er det vigtigt, at fonden modtager den fulde fødselsdag (danske skatteregler) og fyldestgørende information om bank i form af banknavn og adresse, IBAN kontonr. og BIC/SWIFT adresse.

Kontakt forskningskonsulent Johanne Juhl for mere information om samarbejdet mellem fonden og NSFC.



Nyhedsbrev