23. juni 2022

En rejse mod fremmede stjerner og planeter

I slutningen af juni lukker vores grundforskningscenter Center for Stellar Astrofysik (SAC) efter ti års banebrydende forskning inden for astrofysik. Centrets leder, professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, er ikke et øjeblik er i tvivl om, at støtten fra Danmarks Grundforskningsfond har spillet en stor rolle i den helt særlige position, som han og hans kolleger har opnået på området.

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard
Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard. Photo: Rasmus Rørbæk

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard er en pioner inden for asteroseismologi (måling af seismiske bølger fra stjerner), og han har viet sit liv til at udforske planetsystemer og stjerner uden for vores solsystem ved hjælp af stjerneskælv, som er vibrationer på stjerners overflader. Ved måling af vibrationerne kan man finde ud af en stjernes alder, dens masse og radius, og hvordan den roterer.

– Den viden kan vi fx bruge til at undersøge, hvordan planetsystemer bliver dannet, og hvordan de udvikler sig. Vi har også et frugtbart samarbejde med astrobiologer og forskere fra geoscience omkring, hvad der kan indikere liv, og hvad der skal til for at skabe liv på andre planeter, forklarer Christensen-Dalsgaard.

Første danske modtager af Kavli-prisen

Christensen-Dalsgaard er blevet hædret med en lang række priser og æresbevisninger: For nylig blev han medlem af National Academy of Sciences, og i denne måned blev det offentliggjort, at han som den første dansker modtager den norske Kavli-prisen.

Prisen uddeles samtidig til to andre betydningsfulde forskere, Conny Aerts og Roger Ulrich, der også arbejder med  helio- og asteroseismologi.

– Sammen repræsenterer vi et felt, der har demonstreret dets værdi og bredde. Vi er nået til et punkt, hvor det fortjener at blive anerkendt for dets resultater og for den enorme indsats, der ligger i at organisere forskningen på området, forklarer Christensen-Dalsgaard, da han bliver spurgt om, hvorfor han tror, at Kavli–prisen i år har fokus på lige netop hans forskning.

– Men vi er jo mange, der har været med til at løfte feltet. Ikke mindst alle dem, der har udviklet den utroligt præcise og følsomme teknologi, vi bruger, fortsætter han.

Mange års fondsstøtte skaber et stærkt forskningsmiljø

Når Christensen-Dalsgaard lukker døren til SAC, ser han tilbage på 40 års forskning, som han har været med til at bygge op helt fra bunden. Og efter hans eget udsagn skyldes succesen ikke mindst, at han har haft mulighed for at opbygge en ekspertise og uddanne en forskergruppe ikke kun i SAC, men også i grundforskningscentret Teoretisk Astrofysik Center (TAC), som han var tilknyttet fra 1994 til 2004. Derudover er der også skabt grobund for et tværfagligt samarbejde, der åbner en spændende fremtid for forskningen i exoplaneter.

– Jeg nyder den tætte kontakt, jeg har haft til forskere og studerende, og jeg har altid lagt vægt på at involvere i stedet for at konkurrere. Andre forskere uden for mit center har fx haft adgang til vores data.

Christensen-Dalsgaard fortsætter sin karriere som professor emeritus og planlægger at have sin daglige gang på instituttet på Aarhus Universitet.

– Jeg vil fordybe mig i min personlige forskning, der handler om, hvordan stjerner er opbygget. Og så vil jeg inspirere de yngre forskere – og måske rejse noget mere, slutter Christensen-Dalsgaard.

Læs mere om Jørgen Christensen-Dalsgaard og hans modtagelse af Kavli-prisen

Læs mere om Center for Stellar Astrofysik (SAC)

Læs Jørgen Christensen-Dalsgaards biografi (på engelsk)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev