Centerleder Leif Oxenløwe tildeles Ib Henriksens forskerpris for sin samfundsrelevante grundforskning

Han er blevet kaldt ”en dansk superstjerne inden for forskning” og bygger sin banebrydende research på den ydmyge ideologi ”min idé er din idé”. Nu markeres hans fremragende indsats samt imponerende kometkarriere med en af landets mest prestigefyldte priser, nemlig Ib Henriksens Forskerpris.

Ja, i denne uge har der været grund til mere end almindeligt meget jubel på Institut for Fotonik på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), for ved en reception onsdag d. 8. november blev professor og centerleder, Leif Katsuo Oxenløwe, og hans ekstraordinære forskningsindsats hyldet.

Prisen tildeles Leif Oxenløwe på baggrund af hans skelsættende forskning inden for optiske kommunikationsteknologier og højhastighedsinternet. Oxenløwes spirende karriere startede i ’02, hvor han blev PhD i Optisk Kommunikation ved DTU og herefter indtrådte som postdoc og assisterende professor ved Institut for Fotonik. I ’09 tog Oxenløwes forskerkarriere for alvor fart, idet han blev tildelt the European Research Council’s (ERC) Starter Grant.

Oxenløwe er internationalt anerkendt for at skabe enestående resultater i sit forskningsfelt, og han har slået adskillige verdensrekorder i optisk datatransmission, hvilket DG tidligere har skrevet en nyhedsartikel om. I ’14 bevilgede Danmarks Grundforskningsfond Oxenløwe 59 mio. DKK til oprettelse af sit center, Silicon Photonics for Optical Communications (SPOC). Centeret forsker bl.a. i at skabe en mere energi-effektiv kommunikationsinfrastruktur baseret på optisk kommunikation, og formålet er at finde løsninger på de store udfordringer i kommunikationssystemer: Energiforbruget og den mulige datakapacitet.

For nylig har holdet udviklet en optisk chip, som kan behandle enorme mængder data i et lynende tempo. I laboratoriet på DTU har chippen behandlet et datasignal på 1,28 terabit pr. sekund. »Vores nye chip har i princippet kræfter til at behandle samtlige af de datasignaler, der er på internettet i dag. I kraft af dens båndbredde på mange hundrede nanometer og enorme hastighed har den potentialet til at kunne indsættes i stedet for en masse af de energikrævende småkomponenter,« siger Leif Katsuo Oxenløwe til Videnskab.dk. Han forudser, at teknologien vil kunne reducere energiforbruget nogle steder i det globale netværk med en faktor på 100 eller måske 1000.

Læs mere om SPOC-centerets forskning på DTU’s hjemmeside.

Med andre ord søger Leif Oxenløwe og hans Center of Excellence at optimere dét, vi alle omgiver os med på daglig basis: Kommunikationsteknologier såsom bredbånd, datatransmission og sikkerhed. Forskningen er med andre ord til gavn for den almene, teknologianvendende dansker – og for hele det danske samfund.

Netop dette er en af grundene til, at Leif Oxenløwe tildeles den prestigefyldte pris, Ib Henriksens forskerpris. Direktør Ib Henriksens Fonds Forskerpris gives til personer, der har udført forskning og videnskab til gavn for Danmark. Forskerprisen er på kr. 250.000.