Åbning af Center for Privacy Studies (PRIVACY) ved centerleder Mette Birkedal Bruun

Åbningen af det nye center for Privacy Studies blev markeret onsdag den 1. november med taler, reception og rundvisning i centrets lokaler på Søndre Campus, Københavns Universitet.

Centeret er et af de 10 nye centre, der fik bevilling ved Danmark Grundforskningsfonds 9. ansøgningsrunde og er forankret på det Teologiske Fakultet med professor i kirkehistorie Mette Birkedal Bruun som centerleder.

Centrets forskning tager udgangspunkt i, at der i Vesten hersker en dobbelt holdning til privatliv; at for meget privathed kan ødelægge samfundet, og for lidt kan ødelægge individet. Sammen med et tværdisciplinært hold af forskere fra det Juridiske fakultet, Kunstakademiets skoler Arkitektur, Design og Konservering og politisk historie på Lunds Universitet skal centret med Birkedal Bruun i spidsen undersøge rødderne til denne dobbelthed i det tidligt moderne Europa (1500-1800).

Fra talerstolen lykønskede bestyrelsesformand for Grundforskningsfonden, Liselotte Højgaard, Mette Birkedal Bruun varmt med det nye center og fortalte at hun ser frem til original og perspektivrig forskning fra det tværdisciplinære forskerhold.

Dekan Kirsten Busch Nielsen udtrykte stor stolthed over at det Teologiske Fakultet igen skulle huse et Grundforskningscenter, mens Rektor Henrik C. Wegener med musikcitatet ”learning to fly” takkede Mette Birkedal Bruun for at vise vej for Københavns Universitet.