Morten Bennedsen holder tiltrædelsesforelæsning som Niels Bohr Professor

Professor Morten Bennedsen holdt sin tiltrædelsesforelæsning som Niels Bohr Professor på Økonomisk Institut, Københavns Universitet tirsdag den 11.oktober.

Morten Bennedsen er professor ved den franske business school INSEAD. Hans forskningsområde er familiedrevne virksomheder, der udgør op mod 90 procent af alle virksomheder i verden. På trods af udbredelsen af familiedrevne virksomheder, har der indtil nu være meget lidt forskning i hvad der karakteriserer familiedrevne virksomheder.

Se video hvor Morten Bennedsen forklarer sin forskning

Som Niels Bohr Professor på Københavns Universitet skal Bennedsen lede forskningsprojektet FAMBUSS, der blandt andet ved hjælp af dansk registerdata systematisk skal identificere og undersøge effekten af forskellige familiære aktiver, såsom netværk og kulturelle eller familierelaterede værdier.

Institutleder Christian Schultz bød velkommen til tiltrædelsesforelæsningen og udtrykte sin glæde ved at det var lykkedes at få Morten Bennedsen tilbage til Økonomisk Institut, hvor Bennedsens videnskabelige karriere startede. Undervejs citerede Schultz flere gange fra den bedømmelse af Morten Bennedsen som Oliver Hart, Nobelprismodtager i økonomi 2016 havde indgivet i forbindelse med tildelingen af Niels Bohr professoratet.

Til forelæsningen præsenterede Morten Bennedsen forskningsresultater og farverige virksomhedscases om effekterne af generations- og ejerskifte, dødsfald og sygdom på familievirksomheder.

Ved den efterfølgende reception bød professor Liselotte Højgaard, bestyrelsesformand for Danmarks Grundforskningsfond varmt velkommen til Morten Bennedsen.

Du kan læse mere om Morten Bennedsens forskning som Niels Bohr Professor på KUs hjemmeside