Centerleder Marja Jäättelä får tildelt prestigefyldt kvindepris

Marja Jaattela_fotograf Tomas BertelsenMarja Jäättelä, leder af Center for Autofagi, Recirkulering og Sygdom ved Kræftens Bekæmpelse, blev tildelt prisen ’Suffrage Science Award’ af The Royal Society i London den 8. marts.

Prisen, som i år blev tildelt til 12 kvinder inden for videnskab, er en stafet, der bliver givet videre fra en én kvindelig forsker til den næste hver andet år.

Selve stafetten, specieldesignet af Central Saint Martins College of Art and Design, er et håndlavet smykke, der minder om de smykker, som fremtrædende suffragetter bar.

Formålet med prisen er at hylde kvindelige forskere med præstationer inden for videnskab, som også fungerer som forbilleder for andre fremtidige kvindelige forskere.

Anja Groth fra Københavns Universitet fik tildelt denne pris for to år siden, og overækker nu stafetten videre til Marja Jäättelä.

”Marja ser mulighederne for succes frem for forhindringer, og det er en utrolig vigtig egenskab i forskning. Samtidig tør hun stå ved sine holdninger, og hun er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål. Hun har karisma og en udstråling af ’du kan hvad du vil’. Det gå-på-mod giver hun videre, og det har været en stor inspiration for mig” siger Anja Groth.

Læs mere på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside