Kosmiske afstande kan nu måles ved hjælp af supermassive sorte huller

Et af de store problemer indenfor astronomien er at måle meget store afstande i universet. De hidtidige metoder måler relative afstande, men nu viser forskning fra Center for Kosmologi (DARK), at man ved hjælp af supermassive sorte huller kan måle nøjagtige afstande. Resultatet er nu publiceret i det ansete videnskabelige tidsskrift, Nature.

Magisk forskningsproces

Forskningen er primært et samarbejde mellem Darach Watson og Sebastian Hoenig, ph.d, der nu arbejder på University of Southampton, men dengang var ansat på Center for Kosmologi (DARK). Darach Watson fortæller, at de begge var begejstrede over resultaterne. ”Processen var nærmest magisk. Det vigtigste ved afstandsmåling er høj præcision – hvor præcis er metoden. Vi vidste, at hvis vi kunne få usikkerheden ned til omkring 10 procent, ville det være betydningsfuldt, men vi havde ingen idé om, at det var muligt. Da vi først indså, at vi kunne udføre denne måling, vidste vi, at nøjagtigheden af målingen af vinklen til det sorte hul og passagen af lys fra det sorte hul ud til støvskyen begge kun var omkring 30 procent. Normalt når man dividerer sådanne to tal, går nøjagtigheden af forholdstallet ned, så vi havde forventet en samlet nøjagtighed på 40 procent eller deromkring. Men det var ikke, hvad der skete. Det viste sig, at den største usikkerhed i begge målinger var fordeling af lysstyrken på tværs af støvringen. Og det var den samme i begge målinger, så når vi delte det ene tal med det andet, blev usikkerheden annulleret – den forsvandt simpelthen. Sebastian Hoenig lavede den oprindelige beregning, og han sagde til mig: “Du vil aldrig tro, hvad nøjagtigheden er, gæt!” Normalt indenfor videnskab kæmper man så hårdt for at få noget til at passe eller til at fungere rigtigt. Men en gang imellem – dog sjældent, opstår der magi – som en gave, og alt falder bare perfekt på plads. Det er, hvad der skete her”, fortæller Darach Watson.

Læs mere via Niels Bohr Institutet

Læs artiklen i Nature