Professor dr. med. Bengt Saltin er død

Bengt Saltin stod i spidsen for et internationalt højt respekteret forskningscenter i human fysiologi. I tiden fra 1993-2003, var han leder af Center for Muskelforskning støttet af Danmarks Grundforskningsfond. Drive, engagement og inklusion var vigtige rekrutteringskriterier i Saltins center, hvor talenter fra ind- og udland gav centret en imponerende tværfaglig og mangefacetteret forskningsprofil, der stadig i dag tjener som eksempel til efterlevelse.

I gennem sit arbejde med at forstå skeletmuskulaturens betydning for menneskets funktion og sundhed nåede Bengt Saltin banebrydende resultater inden for forskning i motion, sundhed og sygdomsforebyggelse. Disse resultater er i dag en af de helt centrale grundpiller i sundhedspolitikken både i Danmark og udlandet.

For sit forskningsarbejde modtog Bengt Saltin en lang række prestigefulde priser herunder Novo Nordisk Prisen i 1999 og den olympiske hæderspris, IOC Olympic Prize on Sports Sciences i 2002.

Bengt Saltin sov stille ind på et hospice i Stockholm fredag den 12. september.

Æret være hans minde.